Forsvarssamarbejde og værdier

Der er sagt mangt og meget om afstemningen om forsvarsforbeholdet. Meget er ændret siden krigen
i Ukraine begyndte. Selve det fundament, som vi hidtil havde bygget vores verdensbillede på, er
forandret. Det er blevet tid til at vi genovervejer vores rolle i det europæiske forsvarssamarbejde.
Nato-samarbejdet opstod efter Anden Verdenskrig, som et modsvar mod sovjetisk dominans i Øst- og
Centraleuropa. Det var således en fælles fjende der formede et forsvarsfællesskab blandt vestlige lande.
Vi føler os hjemme i NATO og særligt de vestlige værdier repræsenteret ved USA giver os tryghed og
minder os om, hvem vi skylder vores frihed i nyere tid.

Til trods for at mange lande ser op til de europæiske standarder for bl.a. det fælles marked har Europa
aldrig for alvor dyrket et værdifællesskab. Under Coronakrisen rykkede vi endnu tættere sammen om
vaccineforsyninger og der er nu et tættere samarbejde i gang om den grønne omstilling.
Vi har meget tilfælles med vores europæiske naboer og spørgsmålet er, hvilket Vesten vi i virkeligheden
ønsker os? Hvad er de europæiske bidrag til det vestlige værdisæt? Her er det oplagt som en start at
kigge på den skandinaviske velfærdsmodel, der trods alt ligger milevidt fra den amerikanske
samfundsmodel.

Et tættere forsvarssamarbejde i Europa kan føre til større bevidsthed om de europæiske værdier og kan
i sidste ende føre til et stærkere europæisk værdifællesskab.
Det drejer det sig også om: Europas bidrag til en verden, der kalder på løsninger på globale udfordringer
som fattigdom, korruption og undertrykkelse af kvinder.