Det går stærkt med klimaløsningerne lige nu og efter min mening går det for stærkt.
Krigen i Ukraine har sat ekstra fart på de politiske ønsker om flere vindmøller og solceller og desværre tages alt for mange beslutninger af mennesker, som ikke bor der, hvor møller og solceller skal opstilles.
Der er meget pres på os. Høringskrav og klagemuligheder skal fjernes for at give plads til en hurtig proces.
De politiske beslutningstagere bakkes naturligvis op af virksomheder og enkeltpersoner, der ser et stort økonomisk potentiale i at få lov til at opstille vindmøller.
Det går ud over privatøkonomien, når dit hus bliver mindre værd.
Det går ud over din sundhed, når støjen fra møllerne ødelægger din søvn.
Man kunne spørge, hvorfor Udkantsdanmark skal betale prisen for de store byers CO2 udledning? Vi betaler alle en alt for høj pris, når værdifulde og skønne naturområder ødelægges af solceller og vindmøller.
Vi vil alle gerne bidrage, men det er som om at prisen er højere for nogen, end for andre. Det hænger ikke sammen, og vi bliver nødt til at tage højde for så mange interesser som muligt og bevare så meget af vores natur og vores herlighed som muligt.
Det er en meget kortsigtet planlægning, der foregår lige nu, også selvom det påstås, at det sker for at redde klimaet og naturen. Men det er efter min mening ikke godt nok, når det er vores allesammens fælles resurser, der er på spil.
Har du tænkt over, hvad der betyder noget for dig, for det sted du bor?
Hvad er det der år efter år tiltrækker tusindvis af turister til de jyske kyster?
I mange tilfælde ville svaret være ‘NATUREN’. De åbne landskaber, de uspolerede kyststrækninger, vores enestående natur. Det er fælles værdier, der risikerer at blive ødelagt for altid, hvis ikke vi tænker os godt om.
Derfor mener jeg, at vi skal vi sætte farten ned og fortsat have en fornuftig balance mellem udvikling, naturens bevarelse og menneskelig trivsel.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter